mandag den 10. marts 2008

Nu taler vi mere i mobil end i fastnettelefon

Mobiltelefonen har for første gang overhalet fastnettelefon som danskernes foretrukne middel til samtaler, viser ny telestatistik fra IT- og Telestyrelsen.

Selv om antallet af mobilabonnementer allerede for syv år siden overhalede antallet af fastnetabonnementer, er det først nu, at danskerne ifølge nye tal fra IT- og Telestyrelsen taler mere i det mobile apparat end i fastnettelefonen.

Tallene kommer fra IT- og Telestyrelsens halvårlige telestatistik, der ellers først ventes endelig færdig efter påske.

Den viser, at hver dansker nu i gennemsnit taler to timer og 17 minutter i mobiltelefonen om måneden.

IT- og Telestyrelsen: Interessant udvikling
Dermed overhales fastnettelefonen, som ifølge statistikken kun benyttes to timer og 14 minutter om måneden.

Ifølge Peter Hindsberger, kontorchef i IT- og Telestyrelsens telestrategiske kontor, er udviklingen med mere mobil adfærd blandt danskerne interessant.

"Det er med til at give mere fleksibel kommunikation, som er vigtig i et videnssamfund med stort behov for vidensudveksling. Førhen var vi meget fastslåste, når vi kommunikerede," siger Peter Hindsberger.

Endnu ikke tal på ip-telefoni
Endnu er den halvårlige telestatistik ikke færdig-bearbejdet, så Peter Hindsberger kan ikke kommentere på udviklingen inden for andre teleområder.

Heller ikke på området for IP-telefoni, som IT- og Telestyrelsen for få år siden spåede et stort potentiale.

"Vi har endnu ikke de endelige tal for IP-telefoni - det må du vente med til efter påske," siger han.

Ingen kommentarer: