søndag den 16. marts 2008

Jødiske bosættere protesterer over Facebook

Den populære tjeneste er blevet tvunget til at give bosætterne mulighed for at vælge Israel som hjemland på deres profiler.

Den mangeårige strid mellem palæstinensere og jødiske bosættere på Vestbredden og i Gaza-striben har nu også bredt sig til den populære sociale netværkstjeneste Facebook.

Flere af de jødiske bosættere er ifølge nyhedsbureauet Reuters blevet oprørte over, at tjenesten automatiske angav bosætternes hjemland som Palæstina.

Bosætterne anerkender ikke deres bosættelser som en del af Palæstina, som mange af de israelske bosættere heller ikke vil anerkende som en selvstændig stat.

Protesterne har ifølge Reuters ført til, at Facebook har givet beboere i de omstridte bosættelser mulighed for selv at vælge mellem Israel og Palæstina som hjemland.

Det betyder, at alle Facebook-brugere, der bor i eksempelvis Hebron, kan angive enten Israel eller Palæstina, selvom der bor omkring 150.000 palæstinensere i Hebron mod omkring 400 israelere i bosættelserne i byen.

I alt 18 byer på Vestbredden har nu muligheden for at tilhøre begge lande på Facebook, og selskabet bag tjenesten forventer ifølge Reuters at tilføje flere.

Ingen kommentarer: