Hellgate: London

Helvedes porte åbner sig i Londons gader, stræder og undergrund. Nicolas har smugkigget på den spirituelle fortsættelse til Diablo II.

Jeg husker stadig den helt særlige sommeraften for mere end syv år siden; jeg havde forudbestilt to kopier af Diablo II, og skulle nu ind for at hente dem på Falkoner Allé. Det var dengang spilæskerne stadig var store og klodsede, og dengang, der stadig var liv og glade dage på spilgaden. Da jeg langt om længe kom frem, blev jeg mødt af et syn uden lige; klokken var lige omkring midnat, men alligevel var der kø op og ned af alléen - og masser af glade mennesker stod forventningsfulde og kiggede på deres ure. Da jeg havde stået i kø i, hvad der føltes som det halve af natten, men nok snarere var et kvarter, skyndte jeg mig hjem, og efter et par timers spil stod det klart for mig, at Bill Roper og co. bestemt ikke havde svigtet mig.

Og det har Bill Roper og co. heller ikke gjort dette herrens år. Lad mig slå det fast med syvtommersøm. De sidste par uger har jeg haft stor glæde af at teste Hellgate London; og på de par uger er der sket uendeligt meget med spillet. Jeg startede med at spille alfaversionen, der for en uge siden blev til betaversionen, og som dag for dag bliver bedre og mere spækket med sjov og spas. Jeg håber, at udgivelsesdatoen, der i Norden er den 1. november, holder stik, selvom der stadig er lang vej, samt masser af fejl at udrydde.

I har sikkert allerede læst side op og side ned om Bill Ropers projekt, som han selv adskillige gange har udtalt skulle være Diablo II's spirituelle fortsættelse. Med andre ord er det det lynhurtige hack'n'slash gameplay, der er i fokus, præcis som det var i Diablo-serien. Desuden handler det stadig om at finde unikke skatte, der i øvrigt stadig optræder med den karakteristiske guldskrift, vi kender fra Diablo. Banerne er, som i Diablo-serien, aldrig de samme, og hvis man er heldig møder man sjældne bosser, der har dyrebare skatte på sig. Ren nostalgi.

Men det er altså ikke kun en tur i tidsmaskinen, man får, når man spiller Hellgate London. Selvom man sagtens kan offline, så er det ingen hemmelighed, at den største oplevelse ligger i at spille det online. Her kan man møde andre spillere i forskellige udposter, nøjagtigt som det er tilfældet i Guild Wars. Herfra kan man vælge at tage dem med i sin gruppe, eller blot tage ud i eventyrområderne alene. Eller man kan benytte sig af auktionshusene, lave sin egen klan og tage på såkaldte raids. Sidstnævnte kræver dog, at man betaler en månedlig afgift, men så er man til gengæld også sikret en masse ekstra indhold, som Flagship Studios løbende implementerer.

Spillets tre grundklasser repræsenterer henholdsvis nærkamp, magi og ildkraft. Herunder findes der flere klasser, såsom ingeniøren, der roder med robotter, og jægeren, der helst holder afstand til de blodtørstige dæmoner, mens han fylder dem med bly. Kabalisten kaster omkring sig med alskens besværgelser, der for det meste afstraffer alle dæmoner omkring ham. Effektivt!

Jeg svor til, at jeg ville spille som sværdsvingende korsfarer, men jeg blev hurtigt afskrækket efter at have spillet et par niveauer med en. Det føltes ganske enkelt ikke godt. Jovist kunne jeg da hakke zombier til rådne bøffer, men jeg kunne for eksempel ikke slå med mit sværd og gå baglæns samtidig. På den måde mistede korsfareren en masse point på min skala, og jeg gav mig i stedet i kast med at spille soldat. Dette føltes som at spille Quake, bortset fra, at det hele stadig er baseret på terningekast og statistik - så der er altså ikke noget med hovedskud, desværre. Jeg var i mit es som soldat, men jeg følte mig alligevel en smule svigtet af Bill-drengen. Heldigvis har jeg, og resten af testerne, løbende givet udtryk for vores skuffelse, og nu lader det rent faktisk til, at korsfareren og hans sidestykke, vogteren, bliver meget mere effektive.

Spillets færdighedssystem trænger også til en gevaldig omrokering; visse færdigheder er direkte underlødige og uinteressante, og mange af dem er meningsløse at bruge. Tag nu for eksempel en af soldatens færdigheder, der lader ham skyde hurtigt; det giver ingen mening at bruge den i forhold til blot at holde sin aftrækker inde og give den helvede. Æv! Til gengæld har soldaten en anden færdighed, der lader ham markere en fjende, og derved uddele op til 60 procent mere skade i en periode over ni sekunder. Denne færdighed er utrolig god mod spillets mange, spændende bosser, i hvis lig man i øvrigt altid kan være sikker på at finde en godbid eller to.

Jeg er vild med spillets våbenopgraderingssystem. I stedet for ædelstene, som i Diablo-serien, er det mekaniske dele, som man finder på monstre og deslige, der bruges. De fleste våben har som minimum plads til en eller to dele, mens de mere sjældne har plads til endnu flere. Og man skal ikke være nervøs for at bruge de mekaniske opgraderingsdele, også selvom det er en af de sjældne; man kan nemlig til enhver tid tage dem ud af våbnet igen, og således bruge dem i et nyt, mere kraftfuldt våben. Dog skal man lige betale en omgang palladium, der er spillets valuta. Endvidere kan man også kaste et par mønter i en maskine, og få tilføjet yderligere attributter til ens i forvejen hårdt pumpede våben. Mulighederne for at få sit helt eget unikke af slagsen, er uendelige - og det er bestemt en god ting.

Tag ikke fejl af min kritik. Det er stadig en meget tidlig betaversion, som jeg har haft mellem kløerne. Jeg har stor tiltro til, at Bill Roper og co. nok skal klare skærene, men spørgsmålet er, om lidt mere end en måned er nok til at udbedre alle fejl og balanceringsproblemer. Det ændrer dog ikke på, at Hellgate London er et af de spil, jeg har set mest frem til i adskillige år. Jeg glæder mig til at sidde med det endelige spil, skabe min egen helt og lege grådig skattejæger med tusinder, ja, millioner af andre spillere verden over. Flagship Studios: jeg tror på Jer!